"5 musikalske højdepunkter i 2024”
sagde redaktøren i telefonen – ”Kan du ikke skrive et indlæg til bloggen med den overskrift”
Jo, det skulle nok kunne lade sig gøre, svarede jeg og begyndte kort efter at tænke på, hvad det skulle være for 5 eksempler fra året der gik.
Det er nemmest, hvis jeg starter bagfra, for ret beset går jeg ikke rundt og noterer, når et højdepunkt dukker op, og det gør der hele tiden.
Når jeg finder en LP frem, som jeg ikke har hørt i flere år og sætter mig og lytter til den: Højdepunkt, og pladesamlingen er stor nok til, at overraskelserne kan dukke op.
Desuden har anlægget fået ny lyd efter, at jeg fik skiftet pick up. Nu sidder der en Ortofon 2M Blue på min gamle Denon-grammofon, og det lyder rigtig godt.
Snakkede med en ung medarbejder i den lokale Hi-FI klub om det mærkelige i, at grammofoner i dag IKKE automatisk stopper ved pladens udløb, men blot fortsætter med at køre, indtil lytteren manuelt løfter pickup armen af.
Han fandt det også påfaldende.
Kun én af de grammofoner, som de forhandler, har automatisk stop ved udløb.
I den ideelle version af verden sidder lytteren selvfølgelig hele tiden ved grammofonen og kan derfor umiddelbart stoppe pladespilleren, men i den virkelige verden !
”Mange kommer med nedslidte pickupper, fordi pladespilleren har stået og kørt over en weekend, eller lignende, Hi, det var sidespring 1.
Sidespring, der bliver til højdepunkter.
Sidespring er uløseligt knyttet til dagligdagen omveje, sideveje, afveje muligheden af, at hvis man drejer ned ad denne sti, hvor fører den så hen? Det sker selvfølgelig også, når jeg står overfor pladesamlingen og finder Chocolate City med Parliament frem, til et nyt bekendtskab, som aldrig har hørt den eller for den sags skyld hørt om den. Det kræver sin mand ( i dette tilfælde sin mand ikke person) at holde fast og blot afspille musikstykket uden at begynde på en odyssé omkring George Clinton og hans meriter.
Grunden til, at jeg fandt Chocolate City frem skyldtes en snak om groove, som var affødt af, at min bekendt havde lånt 50-års jubilæums boxen med NRBQ.
Hans musikalske opvækst og karriere har et andet udspring og forløb end min, men hans nysgerrighed fejler ikke noget.
The Sheboygan Files & LONG DOG Orchestra
Han var kommet forbi for at hente af eksemplar af min bog The Sheboygan Files.
Billedet af manden på den døde hest er mere eller mindre blevet en slags signatur for vores band og forekommer både på plakater og vores seneste udgivelse.
Jeg fandt første gang billedet på byen Sheboygans hjemmeside. Oprindelsen er ukendt, men mange har undret sig over billedet og jeg fabulerer over det i bogen, som kan ses ved at følge linket: The Sheboygan Files.
Jens Christiansen kom for at få overført nogle videooptagelser fra LONG DOG Orchestras sidste optræden, hvor han medvirkede på en række numre i andet sæt. Han ville gerne have videoerne, så han kunne lytte til dem. Det er første gang, at han har optrådt med os.
Vi har øvet sammen i en periode og ideen opstod, da hans mandolin- og dobrospil passer godt på flere af vores numre.
I øvrigt en god koncert, som hører med til årets personlige højdepunkter.
Desuden var vi i slutningen af maj måned to dage i Skellingsted og optage en række nye numre med henblik på senere udgivelse.
Anders Poulsen har bygget et fint hus/øverum/studie, hvor vi fik lagt grundsporene til 8 nye sange.
I 2025 er det 30 år siden, at Anders og jeg sammen med Lars Bo Jensen begyndte projektet LONG DOG. En historie, som redaktøren indgående har beskrevet i artiklen om Long Dog Orchestra.
Musikken skaber lange venskaber.
Anders og jeg mødtes tilbage i 1980 i orkestret Bayou Bluesband og har sidenhen spillet sammen i flere forskellige konstellationer.
TREME med 10 års forsinkelse
Et andet musikalsk højdepunkt blev tilvejebragt gennem et endnu ældre musikalsk bekendtskab, nemlig trommeslageren Claus Lauesen, som var den første person, jeg optrådte offentligt sammen med. Den begivenhed kan der læses nærmeren om i indslaget her på bloggen: "De næste 4 huller".
Claus lånte mig HBO-serien TREME på DVD
Almindeligvis ser jeg ikke TV-serier (vi har endnu ikke set Matador i sin helhed), men min hustru og jeg slugte de 2 første sæsoner af Treme 21 afsnit.
Udgangspunktet er kvarteret Treme i New Orleans efter orkanen Katarina. Her vi følger en række mennesker, som hver især forsøger at få tilværelsen til at hænge sammen, men vigtigst er, at alt i serien er gennemsyret af musikken.
Og, hvis ikke man, som jeg allerede kender musikken fra New Orleans, så vil man lære den at kende ved at se serien. Hvis man, som jeg allerede kender musikken fra New Orleans, så bliver man mindet om, hvor stor en betydning musik har, og hvor meget det betyder, at kroppen er med. Musikken i denne serie følger kroppen fra fødsel til død.
Musikken i kroppen & Kroppen i musikken
Chuck Prophet and his Cumbia Shoes gav koncert I Råhuset I København den 10. November.
Chuck Prophet hørte vi i april 2023 også i Råhuset, som er et meget lille sted i København.
På deres hjemmeside står der, at der er plads til 150 mennesker, så det er vel rigtig nok, men umiddelbart ser det ud til at kunne rumme det halve.
C.P. var der med sit faste band The Mission Express dog uden sin partner Stephanie Finch, som er en vigtig stemme i bandet.
Hun spiller keys, accordion og synger andenstemme på mange numre.
Bandet spillede meget højt som ALT FOR HØJT desværre.
Der var en lydmand, som stod 4 meter fra bandet, og derimellem stod vi, altså med cirka 2 meter til scenen, og de spillede så højt, at lydniveauet ville have passet til Amager Bio.
Det er ikke første gang, at jeg oplever dette, og det bliver heller ikke sidste, men det blev denne koncert, som fik mig til at købe et godt sæt ørepropper til fremtidig brug.
Det var en god koncert. C.P. har et stort repertoire og spillede mange numre fra hans seneste udgivelse ”The Land That Time Forgot”.
Ny koncert, ny plade.
Nu kom han igen i Råhuset med sin helt nye plade i ryggen. Wake The Dead , som udkom I slutningen af oktober.
På denne plade spiller C.P. sammen med den mexicanske gruppe "Qiensave". Pladen er kraftigt inspireret af Cumbia. Oprindeligt colombiansk dansemusik, beslægtet med Texmex - også kaldet Tejano .
Chuck Prophet var sygemeldt i en periode p.g.a. lymfeknudekræft, og i denne periode faldt han for Cumbia musikken og begyndte at jamme med musikerne i "Qiensave". Det kan der læses mere om i en artikel i San Fransisco-tidsskriftet 48HIL: "Cumbia led SF legend Chuck Prophet through cancer crisis".
Med på Europa-turen havde C.P. medbragt 3 af musikerne fra "Qiensave" og Mission Express medlemmerne guitaristen James DePrato og trommeslager Vicente Rodriquez, Chuck Prophet and his Cumbia Shoes
Før Chuck Prophet og bandet gik på var der opvarmning med Our Man in The Field , en sympatisk englænder Alexander Ellis, som stod med guitar og sang en halv times tid. Hvad, der var det ekstraordinære ved dette, var publikum, som stod og lyttede og klappede bagefter hvert nummer. Ingen stod og snakkede indbyrdes, der var respekt. Det var godt nok imponerende.
Så kom C.P. og bandet klædt ud til lejligheden, og første nummer var Eddie Cochrans C´mon Everybody. Med spansk omkvæd og så var scenen sat.
Et par timer senere sluttede koncerten med Wooly Booly:
Imellem de to numre spillede C.P. stort set hele sin nye plade foruden udvalgte numre fra tidligere udgivelser, men musikken fra den nye plade gav virkelig mening i live sammenhæng, og indramningen med de to klassikere sendte ikke bare en hilsen tilbage i tiden, men var også en påmindelse om at musikken og kroppen hører sammen.
Det var en virkelig god koncert. Musikken gik i fødderne og publikum bevægede sig, danse kunne man ikke, dertil var pladsen alt for trang, men det var dansemusik og undervejs spillede bandet også to instrumentale numre, som var ren Cumbia.
Jeg havde lyttet til den nye plade inden koncerten, og bortset fra et par af numrene Sally was a Cop og It´s a good Day to be alive, så havde jeg inden koncerten været lidt skuffet, men numrene stod langt bedre live, og det var en brillant ide, at C.P. havde valgt at tage to af sine faste musikere med og så medbringe de tre noget yngre musikere fra Qiensave på bas, farfisa-orgel og percussion. James DePrato kunne vejlede den unge bassist indimellem, især i de ”gamle” numre.
Tekst. It´s a good Day to be alive:
It’s a good day to walk on the water/Good day to swallow your pride/Good day to call your mother
It’s a good day to be alive
It’s a good day to watch a movie about a killer with a sensitive side Good day to tease a baby
It’s a good day to be alive Yeah, It’s a good day to be alive
We sat and we cried out in the car, when a shooting star came and went
Time stood still and the seasons changed. Everything became new again
New again
It’s a good day to shame the devil/Good day to let it all ride /Good day to be a river
Oh, it’s a good day to be alive
Yeah, it’s a good day to watch a rerun, about a witness to a terrible crime
Good day to solve a puzzle. Oh, it’s a good day to be alive
Yeah, it’s a good day to be alive
It’s a good day to walk on water/Good day to swallow your pride/Good day to call your mother
Det er nu anden gang at Chuck Prophet spiller i Råhuset, og det undrer mig, at der ikke er et større og mere velegnet spillested, som byder sig til.
Musikken fortjener det, men måske er der ikke så mange, der kender ham?
Den Gule Ubåd
Den gule ubåd af Jon Kalman Stefansson er mit femte musikalske højdepunkt fra året, der gik. Jeg har læst mange af hans bøger, men denne bog er hans hidtil bedste. I bogen møder vi Gud, Johnny Cash og Rod Stewart, som drikker og synger i selskab med fortællerens alkoholiserede far.
De sidder tit på bagsædet i fars Trabant og drikker og synger.
Fortælleren befinder sig i Hyde Park, hvor han betragter Paul McCartney, som sidder under et træ, og fortælleren prøver at tage sig sammen til at gå hen til Paul McCartney og forære ham Gilgamesh, verdens ældste digtkreds, som han netop har købt i en engelsk oversættelse, men kan ikke lige få sig selv til det, i en verden, hvor tid og sted springer frem og tilbage, og hvor The Beatles og deres sange indtager en vigtig rolle.
Den Gule Ubåd er en fortælling, hvor musik spiller en stor rolle.
Samtidig er sproget i bogen som et stort stykke rytmisk musik. En sang, der kunne have samme titel som Chuck Prophet’s seneste udgivelse; WAKE THE DEAD.