Midt under julefrokosten sagde redaktøren pludselig, at vi skulle have et redaktionsmøde.

Resten af selskabet ville ud og gå en tur til havet, så valget blev redaktionsmøde over et glas velskænket Grimberg.

" Jeg tænker at vi bør slutte året ordentlig af på Bloggen", sagde Per, da vi havde fået sat os, " måske kunne vi se tilbage på året der gik og beskrive nogle højdepunkter?"

og sådan blev det.

Nu er det jo bare det, at hele det forgangne år ligger i skyen, efterhånden er der ingen faste holdepunkter mere, kan knap nok skille ugedagene fra hinanden, så opgaven voldte mig umiddelbart nogle vanskeligheder.

men vanskeligheder skal ikke være en hindring - luk øjnene og rejs tilbage i tid:

- ahhh et biblioteksfund, The Harry Smith Project på det lokale bibliotek.

-  en koncert på Copenhagen Jazz festival med Human Being Human, som førte til en forbedring af min pladesamling

- et glædeligt genhør med James Cotton Bluesband i Vognporten København den 8. juni 1982

- koncerten med Marty Stuart and The Fabulous Superlatives i september på Gimle i Roskilde

- Chuck Prophet "The Land that Time Forgot"

5 højdepunkter på et enkelt år - ikke dårligt, og så er det kun dem, jeg for indeværende kan huske. Inden året er gået, er jeg sikkert kommet i tanker om yderligere nogle stykker, men det får være.

Siden 1989 har jeg sammen med et par venner lavet lokalradio.

Vi har et program der hedder "Blåt Nyt". Det varer en time, og vi mødes hver 14. dag for at sætte et nyt program sammen.

Chuck Prophet stod for tur.
Vi var alle tre bekendt med mange af hans udgivelser og projekter, men vi havde aldrig præsenteret ham for lytteren, og havde vel heller ikke selv et samlet billede af hans produktion

Under researchen lyttede jeg til hans seneste udgivelse: ”The Land that Time forgot" og blev fuldstændig overvældet af værket.

Pladen er fra 2020 og indeholder 12 sange, hvoraf nogle er udtalt politiske "Paying my respect to the Train", "Nixonland" og "Get off the Stage", en utilsløret opfordring til daværende præsident Trump, men derudover en række fremragende sange, som f.eks. "High as Johnny Thunders" en kontrafaktisk historiefortælling eller min personlige favorit pladens første nummer "Best shirt on".

Produktionen er neddæmpet i forhold til mange af Chuck Prophets tidligere plader, men forgængeren fra 2017 " Bobby Fuller died for our Sins" pegede allerede i denne retning.

C.P. har i mange år samarbejdet med digteren Kurt Lipshultz, Klipschultz, og dette samarbejde synes at blive bedre med årene.

Musikalsk er der masser af referencer tilbage i tiden, såmænd så langt som til Buddy Holly, men alt er gjort med tungen solidt placeret i kinden og totalt underspillet.

Pladen tog tid at få fremskaffet, men det var en af de plader, der skulle ind i samlingen.

"Equals" med Human Being Human (Esben Tjalve (p, keys), Torben Bjørnskov (b, electronics), Frederik Bülow (drm).

En anden plade, som blev tilføjet samlingen i årets løb, er udgivelsen ”Equals" med Human Being Human (Esben Tjalve (p, keys), Torben Bjørnskov (b, electronics), Frederik Bülow (drm).

Jeg oplevede dem på Copenhagen Jazzfestival i Husets Gårdhave, Magstræde.

Koncerten varede en lille times tid, og sammenspillet mellem de tre musikere og deres improvisationer var meget vellykkede, så vellykkede, at jeg købte gruppens LP.

Velvidende, at det altså er besværligt at gå rundt med en plade resten af tiden til festivalen. Ikke desto mindre hjem kom den.

Jeg var i øvrigt så begejstret for koncerten, at jeg varmt anbefalede redaktøren at høre gruppen i Århus, hvilket han har beskrevet i artiklen Aarhus Jazzfestival på 2 dage.

Da jeg næste dag satte pladen på grammofonen, blev jeg yderst skuffet.

Pladen lød ikke godt, hvilket mindede mig om, at jeg nok burde udskifte min pick up.

Så jeg besøgte den lokale HiFi Klub, med en håndfuld udvalgte plader under armen, idet jeg umiddelbart antog, at jeg muligvis stod overfor at skulle udskifte min pladespiller, men Christian i HiFi Klubben overbeviste mig om, at jeg kunne "nøjes" med at skifte min pick up

og denne gang til en Ortofon, hvilket overraskede mig, at det kunne lade sig gøre til min gamle Denon dp 47F.

Det kunne det - eller rettere, det kan det, og nu lød ikke blot "Equals", men også mine øvrige plader pludselig væsentligt bedre end hidtil.

Dette skete i øvrigt inden jeg modtog Chuck Prophet-pladen.

The Harry Smith Project Anthology of American Folk Music Revisited
Bibliotekssalg - et utroligt fænomen, som startede tilbage i begyndelsen af 1990erne, hvor bibliotekerne begyndte at sælge ud af bøger og LP-plader. Dette er fortsat i en lind strøm, hvor det ikke længere er lp-plader der sælges, men til stadighed (lidt endnu) cd’er og bokssæt.

Nede i kælderen under trappen på det lokale bibliotek, har vi i tidens løb fundet mange gode og sjældne udgivelser til 5 kr. stykket. Hvis det ikke bliver lånt ud, så står det blot og tager plads op - ud med det. Flere ting er oprindeligt blevet anskaffet og sat direkte på depot, hvorfor ingen kender til emnets eksistens, hvilket selvfølgelig medfører, at det snart bliver solgt.

Desværre har mange udgivelser fået en noget hårdhændet behandling, da de ankom til biblioteket. De er blevet påklistret forskellige koder og ofte er omslag blevet beskåret for at kunne passe ind i de standardlommer, som biblioteket har anskaffet sig. Vi har i tidens løb oparbejdet en vis kunnen i afmontering af klistermærker med mere.

Strygning og Sticky Stuff Remover har været gode redskaber hertil.

Mit seneste fund ses ovenfor "The Harry Smith Project Anthology of American Folk Music Revisited" En boks i lp-størrelse indeholdende 2 Cd og 2 DVD samt en 40 sider stor booklet. 5 kr.

Historien om Harry Smith
og hans betydning for den amerikanske folkemusik i særdeleshed kan ikke overvurderes. I 1952 fik han udgivet 6 lp’er med eksempler på amerikansk folkemusik heriblandt; Mississippi John Hurt,The Carter Family, Robert Johnson og Blind Lemon Jefferson og mange mange andre. Harry Smith havde indsamlet al denne musik på lakplader også kaldet 78ére efter antallet af omdrejninger pr. minut. Pladerne indeholdt et enkelt nummer pr. side og var fremstillet af en blanding af asbest og lak, hvilket gjorde dem ret tunge og meget skrøbelige. Harry Smith havde flittigt indsamlet disse plader og med fremkomsten af vinylpladen fik han mulighed for at overføre materialet til LP.

Harry Smith kom i kontakt med Moe Asch fra Folkways records, et lille pladeselskab, som var startet i 1948. Harry ville egentlig have Moe til at købe dele af samlingen. Harry Smith manglede altid penge, men Moe overtalte ham til at udgive, det der blev til..

The Anthology of American Folk Music.
84 numre, en skønsom blanding af gospel, blues, appalachian folk songs, cajun og hillbilly.

Musikken blev ledsaget af en 28 sider booklet, som Harry Smith egenhændigt havde sat sammen.

Udklip fra Sears and Roebuck katalog sammenholdt med titler, instrumentering, oprindelse, plademærke og nummer, og personlige præsentationer af enkeltnumre, der foruden at være morsomme også viste, hvor stor viden Harry Smith besad om vidt forskellige emner.

Denne antologi dannede grundlaget for bølgen af folkemusik i U.S.A. i slutningen af halvtresserne og begyndelsen af tresserne. Det var den eneste tilgængelige samling af folkemusik og flere af sangene daterede sig så langt tilbage som  til slutningen 1920´erne.

Det var her, at musikere som bl.a.  Bob Dylan , Dave van Ronk, Jerry Garcia hentede materiale og inspiration:

"Antologien var vores bibel ... Vi kendte alle hver eneste sang i den, inklusive dem vi hadede". Dave Van Ronk

"Had he never done anything with his life but this Anthology, Harry Smith would still have borne the mark of genius across his forehead......I'd match the Anthology up against any other single compendium of important information ever assembled. Dead Sea Scrolls? Nah. I'll take the Anthology.”  
John Fahey

Antologien blev genudsendt i 1996.

Alt dette og meget mere kan man opleve ved at følge linket til the harrysmitharchives.com

The Harry Smith Project Anthology of American Folk Music Revisited"
Men tilbage til The Harry Smith Project Revisited, som blev udgivet i 2006 og indeholder optagelser fra en række koncerter fra 1999 - 2001, som blev opført på foranledning af Hal Willner.

Hal Willner var i mange år ansat som musik producer på Saturday Night Live og udgav sideløbende en række compilation-plader, startende tilbage i 1981 med en plade udelukkende med Nino Rota, kompositioner ( italiensk komponist skrev musik til alle Fellinis film)  fremført af bl.a. Carla Bley-band og Bill Frisell.

Senere udgav han en plade med musik af Thelonious Monk, en anden med musik af Kurt Weill, og hans mest kendte er nok Stay Awake fra 1988 med musik fra klassiske Disneyfilm.

Hans projekter var kendetegnet ved, at de kunstnere, han udvalgte til at fremføre de enkelte numre, kom fra meget forskellige genrer.

Foruden at udsende disse projekter, virkede Hal Willner også som producer for en række kunstnere bl.a. Marianne Faithfull,  og det var i egenskab af producer , han første gang stødte på Harry Smith.

Hal Willner fortæller i noterne til boksen, at han mødte Harry Smith første gang i 1987 i forbindelse med en Allan Ginsberg koncert, som Hal Willner producerede

Lige inden koncerten skulle begynde, så han til sin store skræk en mand sidde med professionelt optageudstyr på forreste række, og tænkte, at nu ville koncerten blive bootlegged.

Manden lignede i følge Hal Willner fuldstændig den person, som åbner Monty Pythons Flying Circus med ordene "It´s".

Hal Willner ville smide personen ud, men var fuldstændig stum af forbløffelse. Hans kropssprog indikerede, hvad han ville, og en ung mand på næste række sagde " Det er Harry Smith!" med et tonefald, der indeholdt et usagt "din idiot" .

Hal Willner gik backstage og fortalte Allan Ginsberg, hvad han netop havde oplevet, og Ginsberg sagde "Åh ja, det er Harry, han bor hjemme hos mig for tiden og er i gang med at optage lydene fra min gade. Ham skal du bare lade sidde og gøre, hvad han vil".

Det var det første møde.

Hal Willner havde selvfølgelig kendskab til antologien fra 1952, men havde aldrig mødt Harry Smith.

Da den oprindelige antologi blev genudsendt i 1996 vakte det en del opmærksomhed i U.S.A. og det var i den forbindelse, at Hal Willner fik ideen, i første omgang til en række koncerter, hvor forskellige kunstnere optrådte med deres versioner af sange, som de valgte fra antologien.

Det blev til 5 koncerter i henholdsvis London, New York og Los Angeles.

Blandt de kunstnere som deltog var så forskellige navne som  Beck, Nick Cave, Elvis Costello, Steve Earle, Beth Orton, Lou Reed, Sonic Youth, Richard Thompson, Wilco , Geoff Muldaur, Kate & Anna McGarrigle, Van Dyke Parks, David Thomas, Don Byron, Percy Heath, and Bill Frisell.

Koncerterne blev dokumenteret både som lyd og som film, og resultatet var meget vellykket, hvorfor man valgte at udgive boksen med 32 forskellige sange, hvoraf 23 af disse også foreligger på DVD-optagelser.

En af mine absolutte favoritter fra boksen er Geoff Muldaurs version af Poor Boy Blues

og David Thomas Fishing Blues arrangeret af Van Dyke Parks.

Hal Willner døde desværre i april 2020 som følge af Covid 19. Han blev 64 år gammel og sluttede altid sine projekter med ordene "I´ll be seeing you

Introduktion til The Harry Smith Project Revisited:

James Cotton Bluesband i Vognporten København den 8. Juni 1982
James Cotton besøgte Vognporten i Magstræde i 1982. På det tidspunkt spillede jeg regelmæssigt i Vognporten med Bayou Bluesband og fik derfor lejlighed til at komme ind om eftermiddagen og møde James Cotton, som var den bedste mundharpespiller på Planeten.

Vi mødtes, og han spurgte mig om jeg kunne skaffe lidt at ryge på, og det mente jeg godt kunne lade sig gøre, så med 500 kr. i lommen tog jeg en tur på Christiania og købte ind. Da jeg kom tilbage var James Cotton gået og de øvrige bandmedlemmer ville ikke tage imod. Det skulle overdrages direkte til chefen. Deres roadmanager inviterede mig på middag, og vi havde et par hyggelige timer, hvor han fortalte anekdoter fra sit tourliv. Han havde bl.a. også været tourmanager for Quicksilver Messenger Service og kunne desuden fortælle nogle gode historier om Alberto Cianquinto, der havde været pianist hos James Cotton tidligere. Da vi kom tilbage til Vognporten var James Cotton dukket op, og jeg kunne aflevere indkøbet.

Han og bandet spillede en fantastisk koncert og sidst på aftenen blev det annonceret, at de ville spille igen næste aften, fordi et job i Finland var blevet aflyst. Så næste aften sad jeg samme sted og kunne opleve at mit indkøb faldt i god jord. Da James Cotton skulle byde velkommen faldt ordene ud af munden på ham i vilkårlig rækkefølge, til stor fornøjelse for alle - ikke mindst ham selv.

Den anden aften spillede bandet kun to eller tre af de numre, de havde spillet aftenen før. Det blev de eneste koncerter med James Cotton som jeg kom til at opleve.

For et par år siden blev jeg gennem en gammel ven inviteret ind i en lille gruppe Deadheads. Jeg mødte ind en aften og sad med, det var ganske hyggeligt, men de andre havde kendt hinanden siden 1980érne, og der blev ikke sagt meget. Næste år blev aflyst p.g.a. Corona ,og da invitationen kom i år, takkede jeg nej.

Carsten, som værten hed ringede til mig, og vi snakkede hyggeligt sammen, og selv om det sidste besøg havde medført, at jeg fik læst bogen Small Town Talk, som

stod i Carstens imponerende samling, så accepterede han, at jeg ikke deltog dette år.

Jeg var siden mit første besøg blevet medlem i den mailgruppe, som bestod af deltagere i det årlige arrangement, og kort tid efter min snak med Carsten, fik jeg gennem denne mailgruppe at vide, at Carsten var faldet og faldet så uheldigt, at han var død.

Nogen tid efter dukkede der nogle mails op, som førte mig hen til et website eller rettere et arkiv for danske live optagelser, meget omfattende, og herunder er oprettet et område med Carsten Mandelbergs optagelser under navnet "Honeckers Vault".

På denne side findes en  fin introduktion til Carsten Mandelberg og hans optagelser, og da jeg kiggede nærmere på rækken af optagelser, stod der "James Cotton Bluesband, Vognporten 8. juni 1982"

Så Carsten Mandelberg og jeg var til koncert sammen hver for sig den aften.

Med hjælp fra min svigersøn fik jeg downloadet optagelserne og overført dem til 2 cd'er og kunne så genhøre koncerten med 40 års forsinkelse.

Bandet den aften bestod af James Cotton, vokal & mundharpe, Michael Coleman, guitar ; Herman Applewhite , bass ; Ken "The Snake" Johnson, trommer ; Douglas Fagan, sax og Eddie Harsch, keys.

Det er sjovt at tænke på, at Eddie Harsch i perioden 1991 - 2001 var medlem af The Black Crowes.

James Cotton døde i 2017. Han blev 81 år.

Koncert med Marty Stuart and The Fabulous Superlatives i september på Gimle i Roskilde
Tirsdag den 6. september. Vi havde ikke købt billet på forhånd, men gik over til Gimle, og der var ikke udsolgt.

Forventningerne var ikke så høje, hvilket skyldtes at mit kendskab til Marty Stuart sådan set kunne stå på et frimærke.

Min radiomedvært Benny Olsen havde for længe siden gjort opmærksom på koncerten, og han havde købt sin billet i forvejen. For der var tale om en legende, hverken mere eller mindre, en guitar- og mandolinspiller af højeste karat,

En mand, der havde spillet med Johnny Cash og begyndte som 12-årig hos Lester Flatt og nu af alle steder skulle spille på Gimle i Roskilde med sit band The Fabulous Superlatives, ok

Dagen forinden mødtes vi på radioen, og Benny huskede mig på koncerten - TAK

22 numre tror jeg på halvanden times tid.

Det var country, elektrisk og akustisk, det var surfmusic, det var gammelt, og det var nyt

Det var en enestående koncert - lyden var god - bandet var sammenspillet, og sættet var bygget op med stor variation. Det var musik fra øverste skuffe, ukunstlet og charmerende og HAMRENDE MUSIKALSK.

Jeg håber, der bliver en næste gang, og næste gang bliver billetten købt i god tid i forvejen.