Tanker ved årsskiftet om Musikfortællerne
Medredaktøren var til min store glæde helt med på, at vi hver især skrev et indlæg om fem personlige musikalske højdepunkter i det netop forgangne år. Han var hurtigt ved tasterne, og et interessant indlæg er offentliggjort. Så er det mig, der skal i gang!

Efter jeg foreslog ideen, er jeg egentlig af flere grunde blevet lidt mere tøvende over for forslaget. For at starte med det positive, så var tanken bag indlæggene at vise, at der fortsat er liv i redaktionen. Når jeg ser på antallet af blogindlæg i 2024, så er det i de år, Musikfortællerne har eksisteret, den periode, hvor der er skrevet færrest indlæg. Vi har altså ligget underdrejet i forhold til de øvrige år. To indlæg i slutningen af det gamle år og et først i det nye kan vise, at der fortsat er liv i Musikfortællerne.

En blog, hvor der er for langt mellem indlæggene, har en vis risiko for at blive uinteressant. Nye indlæg, lige meget hvor vedkommende de så end er, skal gerne komme i et vist flow for at fastholde interessen hos læserne.

Vi har her på bloggen valgt hovedsagelig at skrive længere artikler i kategorien ”Fortællinger”. De fleste af disse oplæg har været tidskrævende at skrive, idet de ofte er bygget på en omfattende research af informationer og musikindslag.  Den tid har redaktionen af forskellige årsager ikke haft i længere perioder i 2024.

 Tanken med bloggen var oprindeligt at få flere end blot redaktøren og medredaktøren til at skrive indlæg. Det er vi ikke lykkedes med. Mange, ellers potentielle medskrivere, har direkte takket nej eller været tøvende. Overraskende, at flere med særlige viden og interesse ikke har ønsket at udtrykke sig på skrift. Alternativet er at lave interviews, hvilket faktisk kan være lige så tidskrævende, som at skrive det hele selv.

For 2025 ser det lysere ud for redaktionen. Vi har selv bedre tid, der kan jo altid komme et eller andet i vejen, til at producere større indlæg. Samtidigt ser vi en mulighed i at inddrage medforfattere i form at et samarbejde om indslag. Ja, og så vi et par konkrete tilbud på bidrag, hvad vi bestemt ikke har været forvent med.

En anden vej at gå er at satse på flere mindre omfattende indlæg, som kan lægges ud med korte intervaller. I den forbindelse har redaktionen, udover oftere at bruge kategorien: ”Det lytter vi på”, overvejet at informere om kommende koncerter eller fremhæve enkelte udgivelser. Begge kategorier skrevet ud fra, hvad vi finder interessant. Netop for at bevare den personlige tilgang til indlæggene.

Et lidt fattigt år på højdepunkter.
Jeg bragte nok mig selv lidt i en knibe med forslaget til indlægget om 2024-højdepunkter. Hvor stor skal en musikalsk oplevelse være, før der er tale om et højdepunkt?

For mit vedkommende har de musikalske oplevelser i 2024 generelt været på det jævne, hvilket er en af grundene til, at jeg tøvende med at skrive indlægget. Dermed ikke sagt, at musikken ikke har fyldt meget og ikke har givet glæde. Måske er der en forbindelse mellem at have været knap så aktiv på bloggen og så det, at de musikalske aktiviteter ikke i større udstrækning er blevet til højdepunkter. Sanserne har ikke været skærpet på samme måde, som hvis jeg skulle formidle oplevelsen. Hvad det så end skyldes, har jeg i 2025 haft det svært ved at lade mig rive med. Højdepunkterne har ikke løftet sig afgørende højt i 2024

Dette handler om de personlige oplevelser og er ikke udtryk for en generel vurdering af, hvordan 2024 har været som musikår. Det har de professionelle musikskribenter kommet med bud på.

Opgaven har jeg selv foreslået, og den skal skrives. De seneste dage har jeg haft et stykke papir og en pen liggende foran mig for at kunne notere et højdepunkt, som pludselig faldt mig ind. Trægheden har været udtalt, og jeg har usikker på, om jeg kan finde 5 højdepunkter at skrive om.

Flere af de højdepunkter, jeg ser ud til at ende med på listen, er oplevelser, jeg tidligere har skrevet om i bloggen. Sådan må det nødvendigvis være, når det netop er de personlige oplevelse interesser, som ligger til grund for de fleste af mine indslag på Musikfortællerne.

Det ser ud til, at jeg får frem til 5 musikalske ”højdepunkter” - eller deromkring - alt efter hvordan de opgøres. Nogle kan måske undervejs udvikle sig til at blive som russiske babusjka dukker, der ligger gemt i hinanden.

Det vil kun være fair over for læserne at præsentere de højdepunkter, jeg forventer at udfolde. Muligheden er der for at stoppe her:

Aarhus Jazzfestival: Nummer med Aarhus Big Bang Jazz Orchestra i Domen
Aarhus Jazzfestival: Koncert med Musvit på Café Gayo
Jazzens Dag arrangeret af Struer Jazzklub.
Foredrag med Esben Strunck om Bjørn Afzelius.
Dokumentarserie på streamingtjenesten MAX om pladeselskabet Stax Records.

Aarhus Jazzfestival: Nummer med Aarhus Big Bang Jazz Orchestra i Domen
Koncerten var en fælles redaktionel oplevelse, valgt, da vi gerne ville opleve unge spille jazz, og da jeg kraftigt anbefalede Domen. En af mine favoritspillesteder - eller bare opholdssteder i Aarhus.

Hvad vi egentlig musikalsk forventede af denne koncert stod ikke klart. Da vi efter en tur gennem byen i silende regn nåede frem ca. 20 min før koncertstart, var alle pladser besat. Overrasket over den store tilstrømning, fandt vi en trappe at sidde på. Lige op af orkestret og med godt udsyn til, hvad der skete på scenen.

Forventninger eller ej. Vi mødte et ungt aarhusiansk big band, der boblede af en enorm spilleglæde, som hurtigt spredte sig til de mange tilskuere. Bandet blev dannet for to år siden af Alberte Kvium og Theresa Lindved med den opfattelse, at der var plads til endnu et big band i Aarhus. Det viste tilstrømningen, at det kunne der være noget om. De to stiftere dirigerede på skift bandet, præsenterede numrene og fortalt lidt om bandet.  Den overvældende positive modtagelse fra publikum betød, at de to næsten ikke kunne være i sig selv af glæde.

Repertoiret var meget bredt og spændte over traditionel big band-musik over blues til pop og dansk top. Alt leveret med en enorm indlevelse og forrygende energi, fint holdt sammen af rytmegruppen. Dog blev flowet i musikken hæmmet af, at så mange som muligt skulle træde frem for at spille en meget kort solo.

Særligt de to sangere, Benedikt Hansen og Signe Barsøe Sørensen, skilte sig på fornem vis ud med både solosang og duetter.  Koncertens højdepunkt blev for mig, egentlig også for medredaktøren, Signes tolkning af Cannonball Adderley's: ”Mercy, Mercy, Mercy”. Nummeret blev  i 1966 skrevet af Joe Zawinul, pianist i  Adderleys gruppe og senere medstifter af Weather Report.

Undervejs i koncerter virkede det til, at Signe holdt igen med sin stemme. Måske var hun lidt bange for komme til at virke for dominerende? I  ”Mercy, Mercy, Mercy”gav hun endelig los - og sikken en kraft hendes stemme afslørede. Det var så hårene rejste sig. Og så sikken en udstråling hun samtidigt udviste. Ved sin udfoldelse og udstråling virkede det som om Signe fik Big Bang Orchestra til at løfte sig et niveau højere.  Der skete et eller andet intensiteten og i samspillet.

 Giv gerne fremover mere plads til Signe!

Signe har i 2024 udgivet en ep med egne sange meget anderledes end, hvad der spilles i Big Bang Jazz. Her synes der fra et helt andet sted. Signe Barsø Sørensens ep fra 2024

Aarhus Jazzfestival: Koncert med Musvit på Gaya
Under Aarhus Jazzfestival 2024 blev Café Gaya på den tidligere Fjordgades Skole mit foretrukne opholdssted. Stemningen var intim, fyldt med glade og lyttende mennesker - og så have cafeen et fremragende musikprogram domineret af unge jazzmusikere. Her oplevede jeg flere højdepunkter. En af den var koncerten med Musvit.

Gruppen vandt sidste år JazzDanmarks konkurrence i tæt opløb med grupperne Vingborg/Valencia og Udsyn. Juryen gav følgende begrundelse for, at netop Musvit vandt konkurrencen:

“Aftenens førstepræmie går til et band, som forførte os fra starten, som hele tiden havde noget på spil og blev ved med at overraske. Lige umiddelbart er det ikke det orkester, der er mest færdigskåret, men til gengæld et band, som har potentiale til at udvikle sig til noget rigtig stort. Et band, der er legesyg og udforskende. New Yorker-vibes møder dansksproget nordisk jazz. Aftenens vinder er: Musvit.

Musvit var et frisk pust. Noget anderledes end den musik, mange af de nye danske bands spiller, idet den bevæger sig inden for mange genre, så som f.eks. hiphop, pop, moderne jazz og trioformen. Sangen er et særligt karakteristikum. For det første synger Ronja Andersson næsten udelukkende på dansk, og for det andet bruger hun sin stemme som instrument, hvad der giver musikken en særlig dimension.

Carl Ancher Pedersen skrev følgende i sin reportage fra koncerten:

”…………..de dansksprogede tekster spiller lige op med og bliver fint underbygget af musikken. Nogle gange er det lige så meget rap som sang, der kommer ud af munden på frontkvinde Ronja Rose Andersson. Det gælder eksempelvis det funky og energiske Tag dig sammen!, der skal minde os om, hvor godt vi egentlig har det herhjemme – og dermed også er en opfordring til at lægge klynk og klage til side(…..)Ud over at synge tilføjer sangerinden af og til sin stemme elektroniske synth-effekter og spiller desuden på altsax. Deruover bliver musikken – dygtigt og entusiastisk – fremført af Teis Ortved på tenorsax og klaver, Jacob Ternström på bas og Adam Lorentzi på trommer.
Kilde: Aarhus Jazzfestivals hjemmeside.

MUSVIT har her først på året udgivet singlen: Mavepuster.

 Markering af Struer Jazzklub 10-års jubilæum.
Den sidste artikel jeg bidrog med til Musikfortællerne i 2024 handlede netop om Struer Jazzklubs historien og om markeringen af 10-års jubilæet i oktober. Her vil jeg, udover at henvise til indlægget, trække nogle jubilæumshøjdepunkter frem.

Som medlem af jazzklubbens bestyrelse var det på mange måder et organisatorisk højdepunkt at planlægge og gennemføre jubilæumsprogrammet. Udfordringen med at udarbejde et alsidigt og interessant program, samt vise klubben i nye sammenhænge var en spændende opgave. Vi bevægede os med aktiviteterne ud over vores faste rammer og inddrog lokale samarbejdspartnere på deres lokaliteter. Anders Mogensens All Stars, Steffan Brix's Trio og Niels Overgaard i et interview med Antonio Dayyani

Et centralt omdrejningspunkt for aktiviteterne var, at vi kunne gennemføre et program med gratis adgang. En entre måtte ikke være afgørende for, om man havde lyst til at ”prøve” at gå til et jazzarrangement. Med vores aktiviteter ville vi meget gerne nå et større og bredere publikum. Hvad vi må sige lykkedes til fulde. Hvilken effekt aktiviteterne har fået på længere sigt, bliver interessant, når vi i februar tager fat på forårets program og prøver at føre de nye rammer videre.

Kulminationen på det månedlange optaktsprogram til selve jubilæumsdagen, den 26. oktober, hvad vi døbte Jazzens Dag, var fire koncerter og et foredrag. En dag med koncerter, som strakte sig over flere genre, alle valgt ud fra, hvad bestyrelsen syntes ville være interessant at præsentere. Koncerterne skulle samtidig repræsenterede dansk jazz over de seneste 10 år. En periode Niels Overgaard (Jazznyt), dagens konferencier, holdt en foredrag over.

Skal jeg udpege et højdepunkt fra Jazzens Dag, hvor alle bands leverede fine koncerter, bliver det Antoni Dayyani Sekstet. Gruppen, som jeg fik øjnene og ører op for ved en koncert på Aarhus Jazzfestival i 2023, leverede en koncert, som jeg vil betegne, som en af de bedste jeg har hørt i 2024. Repertoiret bestod for det meste af numre fra sekstettens seneste udgivelse: "Trop op".

Gruppens afdæmpede og lyriske spillestil syntes at falde i publikums smag. Begejstringen var stor blandt alle, da bandet takkede af. Et band vi i jazzklubben var stolte over at have booket. Et ægtepar, som jeg ikke tidligere mindes at have set, kommentere, koncerten på denne måde: "Hvor er I gode til at finde orkestrer. Det var en glimrende koncert".
Dayyani Sekstets anden og seneste udgivelse: Trop op

Dagen kom til at overgå alle forventninger. Vi var alle overvældet over den store tilstrømning til aktiviteterne og den positive omtale af arrangement, som publikum roste over for hinanden og tilkendegav over for bestyrelsen.

En træt bestyrelse kunne under oprydningen konstatere, at dagen havde overgået alles forventninger. Alle medvirkende bidrog til, at et stort og engageret publikum fik gode oplevelser. Det var svært at få armene ned, og begejstringen blandede sig med en form for berørthed. Vi var nået i mål med jubilæumsprogrammet, et stort arbejde var afsluttet, og alt var forløbet planmæssigt. Glæden gav de sidste kræfter til at få lukket og slukket på Struer Musikskole efter en hektisk måned med mange aktiviteter – for ikke at nævne hele planlægningen. Det hele var hvert et minut værd.

Jazzklubben er for tredje år i træk med i det landsdækkende Vinterjazz-program, hvor der i hele februar over hele landet præsenteres et stort udbud af jazzkoncerter. Vi har den 2. februar besøg af den roste svenske sangerinde Amanda Ginsburg bakket op af en fremragende trio.

Esben Strunck: Foredrag om Bjørn Afzelius.
De seneste år, er det mit indtryk, det er blevet udbredt at holde musikforedrag. Emnet kan være lp’er, covers, kunstnere, musikgenre, koncerter m.m. Ligeledes er det ikke så ofte, at foredragsholder overfor hinanden spiller og kommenterer musik, som for den enkelte har haft en særlig betydning.  Jeg har været til nogle enkelte, ikke mange, af denne sidste type arrangementer. Hvis de ikke bliver for pjattede, men bevarer et fokus, kan de være interessante.

Et musikforedrag er endt på min liste over højdepunkter. Den 9. december hørte jeg et foredrag i Aarhus af Esben Strunk om den svenske musiker Bjørn Afzelius.  Et af de bedste foredrag, jeg mindes at have hørt i længere tid. Hertil kan jeg nævne flere grunde. Først en kort præsentation af Esben Strunk og efterfølgende af Bjørn Afzelius.

Esben Strunk kalder sig musikjournalist. Han har i lang årrække arbejdet på musikmagasinet GAFFA, som anmelder, forfatter til diverse artikler og indlæg.  Endvidere er han på samme magasin web-redaktør. Gennem de mange år, jeg har læst GAFFA, har jeg altid haft et godt øje til, hvad Esbens anmelderes og artikler. Vores musiksmag og holdninger har ofte været sammenfaldende.

Udover arbejdet på GAFFA er Esben Strunk forfatter til flere musikbøger. Her skal nævnes biografier om: Leonard Cohen, Nick Cave, Niels Skousen, Benny Holst, Jan Toftlund, og Björn Afzelius. Med udgangspunkt i sine udgivelser, suppleret med kunstnere som f.eks; Bob Dylan og Neil Young, holder Esben Strunk også foredrag.

Når det lige var Bjørn Afzelius foredraget, jeg hørte, skyldtes det naturligvis, at jeg var interesseret. Afzelius fyldte i første del af 1980’erne en vis rolle i mit musikliv, men også fordi den forening, jeg er i bestyrelsen af, havde arrangeret foredraget.

Her vil det blive for omfattende at beskrive mit musikalske forhold til Bjørn Afzelius, som døde i 1992 i en alder af 52 år. Kort skal det nævnes, at jeg og min bekendtskabskreds i årene fra 1980 og til 1985, hvor Afzelius spillede med Globetrotters, var vildt begejstret for denne konstellation.

Især koncerterne var noget specielt. Selvom jeg anskaffede mig udgivelser, var Afzelius og Globetrotters for mig første og fremmest et live band. Det vil ikke være helt ved siden af at påstå, at jeg var - næsten - til alle de koncerter bandet spillede i Aarhus. Pladerne rummede langt fra den samme energi og intensitet, og blev egentlig ikke spillet meget, men har fået en renæssance efter foredraget.

Globetrotter var enormt velspillende og samspillet; altid garanti for god svedig fest. Afzelius selv var altid nærværende i forhold til sit publikum og skabte en tæt kontakt til dette. Repertoiret bestod hovedsagelig af en fin blanding af sange fra Afzelius’ første soloperiode, som startede med opløsningen af Hoola Bandoola Band i 1976 og sange fra Globetrotters løbende udgivelser. Måske suppleret med en enkelt klassiker fra Hoola Bandoola-tiden.

Bjørn Afzelius og Globetrotters blev utrolig populær i Danmark, i modsætning til i hjemlandet, Sverige, hvor han blev voldsomt kritiseret. Først de senere år er kritikken stilnet af og endt i en mere positive forsonende tone. Herhjemme fortsatte han efter opløsning af Globetrotters og indtil sin død med at have et stort publikum. Hvor mange nye kom til med udgivelsen af Anne Linnets ”Tusen bitar” i 1990

Afzelius’ og mine veje skiltes med opløsningen af Globetrotters i 1985. Bjørn genstartede sin solokarriere, men uden den glød, han tidligere havde udvist. Jeg fandt ikke længere hans musik og tekster interessante.

Esben Strunk er meget optaget af Bjørn Afzelius’ liv og musik, hvilket han fik formidlet gennem en engageret dybdeborende, velstruktureret fortælling. I sin bog Afzelius kommer Esben gennem en omfattende research rundt omkring mange aspekter af Afzelius’ liv og karriere. Foredraget så ikke alene musikeren i et personligt perspektiv, men i større politisk og samfundsmæssigt perspektiv. Foredraget blev aldrig ligegyldigt.

Ved afslutningen af foredraget sad vi alle berørte tilbage. Strunck sluttede af med at spille en liveudgave af den rørende sang, som kollegaen og vennen, Mikael Wiehe, havde skrevet og fremført ved Afzelius’ begravelse.

Jeg glæder mig til at læse Struncks bog, som jeg købte til foredraget. Har jeg mulighed for det, vil jeg mægtig gerne høre et af Strunks øvrige foredrag. Han er en fremragende fortæller.

Dokumentarserien på MAX om pladeselskabet STAX’s op og nedture.
Så er vi nået til det sidste højdepunkt for 2024. Serien på streamingtjenesten MAX(Tidligere HBO) er en medrivende historisk fortælling om det legendariske pladeselskabet STAX.  Historien startede i Memphis i sydstaten Tennessee i 1957, først under navnet Satellite Records, fra 1961 under navnet Stax Records, og sluttede med en konkurs i 1975. Selskabet blev grundlagt af de to hvide søskende; Jim Steward og Estelle Axton. Selskabet satsede primært på udgivelse af soulmusik.

Særligt omkring STAX’s historie er dets betydning for de sortes borgerrettighedskamp og for kampen mod racisme.  Selskabet indspillede fra starten primært sorte kunstnere, men de ansatte; det administrative personale, studiemusikerne, sangskrivere, som alle pladeselskaber havde tilknyttet, og salgspersonale, var en blanding af sorte og hvide. Blandt hvide i Memphis vakte dette en del modstand, men det lykkedes efterhånden selskabet at få hvide unges opmærksomhed rettet mod den sorte soulmusik. Det på trods af vanskeligheder med at få musikken distribueret i USA, især uden for Sydstaterne. I første omgang udgjorde STAX’s egen pladeforretning, så lå ved siden af studiet, det salgsmæssige omdrejningspunkt.

En måde at udbrede musikken ud på, var ved at få den spillet på de amerikanske radiostationer. Disse spillede en utrolig vigtig rolle for salg af musik, og det var afgørende for kunsterne at få spilletid på de mest lyttede kanaler. Radiostationerne var det medie, hvor ny musik blev præsenteret,

STAX fik indgået en distributionsaftale med det store selskab Atlantic, men blev grundigt snydt af selskabet og mistede ikke alene store indtægter, men også nogle rettigheder til eget bagkatalog.

I midten af 1960’erne udgav STAX plader med; Sam & Dave, Otis Redding og Wilson Pickett, der alle blev store navne – på Atlantic!  En central person hos STAX var Isaac Hayes (1942-2008). Han var tilknyttet selskabet som sangskriver, sammen med David Porter, producer, studiemusiker og fra sidst i 1960’erne som soloartist. Hayes og Porter skrev bl.a. hittene; Soul Man og Hold On I’m Coming, til duo Sam and Dave.

I 1968 blev STAX, som samme år mistede alle sine rettigheder til Atlantic, solgt til Gulf & Western, som oprindeligt var en fremstillings og råvareudvindingsindustri. Fra 1966 opkøbte firmaet flere underholdningsindustrier uden at have det nødvendige kendskab til markedsføring af branchen. Hvilket ikke var uden omkostninger for STAX. I 1970 var det muligt for grundlæggeren Jim Steward og direktøren All Bell at købe STAX tilbage. Med tilbagekøbet ændrede Al Bell selskabet i en mere politisk retning ved kun at udgive sorte kunstnere og samtidig sympatisere med Black Power-bevægelsen.

Efter tilbagekøbet spillede Isaac Hayes en central rolle for Al Bell i relanceringen af STAX. Han blev markedsført med en status som den store frelsende sorte kunstner. Hans koncerter opnåede ikonisk status i forbindelse hele iscenesættelsen af hans optræden.

Som kun det tredje sorte kunstner modtog Hayes i 1972 en Oscar for temaet til filmen Shaft. Endvidere blev det til i alt tre Grammy Awards til Hayes.

I 1975 gik STAX konkurs, da selskabet skyldte alt for mange penge til Union Planters Bank. Hayes, der selv skyldte banken penge, sagsøgte STAX for næsten 6 mill. Dollars. Indgik en aftale og blev frigivet fra sin kontrakt i 1974.

Serien er en meget traditionel dokumentar, men fortæller en væsentlig og interessant historie. Den styrke er, at STAX sættes ind i et større perspektiv i forhold til racisme og de sortes kamp for borgerrettigheder i 1960’erne og først i 1970’erne. Historien fortælles gennem interviews med de, der var tæt på, relevante billeder og film, samt en masse musik.